Bulimi var min krykke - Få hjælp NU <------

Bulimi var min krykke – Få hjælp NU

 

bulimi

At give slip på bulimi (spiseforstyrrelse) kan være rigtig svært, og for mange føles det i perioder helt umuligt.

Min bulimi havde i mange år “fået magten” i mit liv. Maden havde fået magten, overspisningerne havde magten og udrensningerne (opkast) havde magten.

Mine tanker om mad fyldte i den periode rigtige meget, ligesom min hårde indre dialog gjorde.

Fra jeg selv blev bevidst om, at jeg havde bulimi, og til jeg rent faktisk fandt modet til at deale med mig selv, ja der gik mange år.

Det var en periode i mit liv, hvor det gik ekstremt op og ned.

Det var sådan, at da jeg endelig for alvor ønskede at give slip på min bulimi, så tog jeg sørme mig selv i at holde ENDNU mere fast.
Jeg overbevidste mig selv om, at jeg ikke havde noget problem. At ”mig og min bulimi” var et super makker-team. Jeg lavede en mur omkring mig for at beskytte mig. Mange oplevede jeg var fraværende, og ja måske også virkede indelukket og kold til tider.

Jeg benægtede i perioder at jeg havde bulimi – ikke fordi jeg var ”dum”, nej fordi jeg var bange og havde svært ved at se mig selv i øjnene.

 

Min bulimi var min krykke

I dag kan jeg se tilbage på den tid og tilgive mig selv, for i dag forstår jeg, hvad det handlede om.

Jeg var bange for at give slip.

Jeg var bange for at mærke mig selv

Jeg var bange for at slippe min bulimi

Det kan lyde lidt skørt, at være bange for give slip på bulimi, men den havde for mig været en slags krykke i mange år, og den jeg lænede mig ind i eller op ad, når noget i mit liv var svært.

Mine tanker gik meget i retning af:

“Hvem er jeg, hvis jeg giver slip på min bulimi, og kan jeg overhovedet leve uden min bulimi”.

Nærmest somom bulimien var en særlig person der boede indeni mig.

Jeg vidste nok godt, inderst inde, hvem jeg var. Det var bare som om jeg havde glemt mig selv. Glemt hvem den rigtige Christina egentlig var.

At have bulimi

Når jeg i små glimt mærkede jeg var på vej til at få det bedre, eller hvor jeg i perioder oplevede at min bulimi ikke larmede så meget, så kom min indre sabotør og ødelagde det for mig. Min indre sabotør var ikke ond, den forsøgte blot at hjælpe mig tilbage til det trygge. Bulimi var lig tryghed for mig. Min indre sabotør ville mig det godt, og ville egentlig bare give mig den “tryghed” jeg kendte til igennem min bulimi.

Kan huske min mor i den periode sagde:

”Skat du tisser blot i dine bukser. Det føles så dejligt varmt for en kort stund – men derefter bliver det så hamrende koldt”

Dengang syntes jeg min mor var irriterende.

For jeg gad da ikke høre på alle de kloge ord. Jeg var da faktisk også ligeglad med, at det “ville være koldt” – for det jeg gik efter, var et FIX her og nu. Et fix der for en stund, kunne fjerne de følelser jeg netop havde, og som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere.

For det var jo præcis sådan det var at have bulimi.

Sammen med min bulimi blev det svære nemmere, eller det svære forsvandt for en stund. Som at tisse i bukserne, det bliver først dejligt varmt for så at blive koldt.

Bulimi (overspisninger og opkast) gav mig altså en kortvarig følelse af ro, der hurtigt blev afløst af endnu større uro – toppet med en masse selvkritik.

Du kender det måske selv.. at før du eksempel overspiser – så giver det rigtig god mening at gøre det. Det kan være den indre dialog går på: “Det fortjener du, det har været en hård dag, i dag må du gerne, bare lige et lille stykke”, og inden du har set dig om, har du spist alt hvad du købte.

Lige i det øjeblik hvor du spiser, føles det måske GODT og RART.

Som en pause

 

For mig gav min bulimi mig en “PAUSE”.

En pause fra mine tanker, følelser og en pause fra min krop, som jeg på det tidspunkt ikke holde ud at være i.

Desværre var det bare sådan, at så snart overspisningen og opkast-ritualet var overstået, kom der en ny følgesvend “den dårlige samvittighed”. Den kom som en kødhammer og bankede mig oveni hovedet med negative gloser og selvkritik. Og skammen bankede på og lammede mig.

Gav mig lyst tit at forsvinde og gemme mig. For hold hvor jeg skammede mig, for jeg vidste jog “godt bedre”.

Min bulimi gjorde mig:

Pinlig.

Flov.

… og tanker som: “SE nu Christina – igen faldt du i. Se hvor svag du er. I morgen må du bevise for dig selv, at du er stærk nok – så i morgen lader du være. I morgen skal være den perfekte dag”.

Citat3

Den negative spiral

Kan du se den dårlige spiral? For i morgen blev jo aldrig perfekt?

For mig og mange af de klienter jeg følger, bliver det “rigtige mad” det samme som ”opskriften på det sunde liv” som vi læser om i bladene, og ja tit er de opskrifter jo barberet for alt usundt.

Det er altså en illusion vi bygger op omkring os selv, og en livsstil ingen kan holde til.

For mig blev det en stræben efter at leve lige så perfekt, som de skrev om i bladene, leve lige så ”perfekt” som de idealer jeg havde. Jeg lavede forestillinger om, hvordan man skulle spise og træne for at være” rigtig sund”.

Være rigtig”. Have styr på det.

 

Det der var drømmen om at leve sundt – blev usundt, og udviklede sig til en spiseforstyrrelse – til bulimi.

Det sunde blev selvdestruktivt og sygt.

Min indre verden blev fyldt af indre hård dialog, så snart jeg faldt i vandet med det “forkerte”. Det blev skruen uden ende – for jeg ELSKEDE blandt andet chokolade. Så hver gang jeg spiste chokolade, så kom min indre sabotør på banen og fortalte mig, at jeg igen gjorde forkert.

Det var et helvede

– og jeg oplever også hos mange jeg følger i dag, at de lever i et helvede af rigtig og forkert, hvor deres bulimi diktere dem i fastlåste ritualer. Mange fortæller at de føler at bulimien er som en person der bor indeni dem. En person de ikke kan håndtere eller bestemme over. AT “bulimien har sit eget liv” – og har utrolig meget magt.

 

Jeg troede dengang at maden og kontrollen kunne være løsningen

Det jeg ikke vidste var, at jeg forsøgte at kontrollere følelser igennem krop og mad. Og med tiden udviklede dette sig til en spiseforstyrrelse. På samme måde som jeg i dag møder hos så mange med en spiseforstyrrelse. Den gode intention om et sundt liv, ender i et mareridt af kalorieregnskab, vægtkontrol – madkontrol – overtræning – selvhad og selvkritik.

Ensomhed. Ulykkelighed. Træthed.

 

“Og NEJ du kan ikke tage dig sammen

ud af en spiseforstyrrelse

eller tage dig sammen ud af dine vægtudfordringer“

 

Bulimi handler heller ikke om, hvordan du ser ud!!

En spiseforstyrrelse som bulimi er en måde at håndtere svære følelser på, og skal ses om en overlevelses strategi eller en løsnings strategi på et indre kaos. Det er en psykiatrisk lidelse med både psykiske og fysiske symptomer.

At have et lavt selvværd, et skævt kropsbillede og selvbillede handler ikke om tyk eller tynd. At være tynd eller at se “godt ud” er ikke lig med at være lykkelig, og at være overvægtig handler ikke altid om at være ulykkelig.

Mange måler desvære lykke udfra et kropsbillede. At “ser man godt ud”, så er man også lykkelig, eller griner man og er sjov, eller har man styr på det, så er man også lykkelig.

Men det kan godt være en maske. En fin maske der måske dækker over et sind der splittet. Et sind der er i kaos. Bulimien bliver den krykke der gør, at man kan komme fra a til b i sit liv – og mange tror (desværre) at de ikke kan leve livet uden spiseforstyrrelsen. At spiseforstyrrelsen er kommet for at blive.

Men det er DEN IKKE.

En spiseforstyrrelse bliver en DEL AF EN – og når noget er en del af en, så kan man også komme af med spiseforstyrrelsen igen.

Det kræver terapi, erkendelse, accept og at finde livsgnisten og styrken til at LEVE.

UDEN

SPISEFORSTYRRELSEN.

Det kræver benhårdt arbejde – og ja en masse selverkendelses-tårer.

At knokle for at finde sig selv på ny – er ikke en dans på roser – men som jeg idag siger, så er det federe at græde over der skal grædes over- end at spise mig ulykkelig og kaste ulykkeligheden op igen.

Det er på en måde mere brutalt og hårdt at mærke.

….men i det mindste så mærker man.

Sådan er det at komme ud på den anden side – det bliver svært på en anden måde – fordi når du giver slip på at dulme og lamme dig selv – ja så er du overladt til DIG OG DIG

Så bliver dine følelser en sag imellem dig og dig.

I mange år elskede jeg ikke mig selv, troede ikke nok på mig selv og jeg turde ikke stå op for mig selv. Dette var den egentlige årsag til, at jeg udviklede en selvdestruktiv adfærd og brugte maden til at dulme. Maden blev dengang “min ven”.

Idag er jeg blevet min egen bedste ven. Og det handler ikke om, at jeg så svæver på en lyserød sky og er fri for min indre kritikker. Jeg har for mange år siden givet slip på min bulimi, og jeg har lært at leve med og i mine følelser, lært at alle følelser er ok, og jeg har lært at være medfølende og mere kærlig overfor mig selv.

Lært at træffe gode valg hvor jeg tør sige; ÆGTE JA og ÆGTE NEJ.

 

Af Christina Bendix, Klinisk diætist, mentor, skribent og foredragsholder

Spiseforstyrrelse

Yderligere inspiration

  • Du kan se min videoblog om “at finde det perfekte i det uperfekte” lige HER
  • Ønsker du at komme i mit mentorforløb – så læs mere HER
  • Ønsker du hjælp til at komme ud af din spiseforstyrrelse – så kan du hente god inspiration hos min dygtige samarbejdspartner psykoterapeut Louise Stokholm – se mere HER.
  • Du kan søge mere information hos landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade – se mere HER
  • Du kan søge mere information hos Mindhelper HER

Kommentarer


/* ]]> */