Et vigtigt JA landede i min indbakke - christinabendix

Et vigtigt JA landede i min indbakke

Dejligt at være tilbage igen

”Hvor er du blevet af” – sagde en af mine klienter forleden. Vi sad sammen i gruppen i Lyngby, hvor jeg snakkede om et af mine opslag på Instagram.

”Jeg savner dine små nyhedsbreve, vender du ikke tilbage med dem”, sagde en anden i sidste uge.

Jeg er tilbage igen, og det glæder mig.

I dag vil jeg dele en lille status, og dele hvad der sker hos mig for tiden. Måske du følger lidt med på Instagram, og derfor godt ved, at jeg meget ofte er på Møn.

En spurgte mig forleden, hvad jeg dog laver dernede på Møn hele tiden, og jeg kunne med smil og glæde dele, at jeg læser til psykoterapeut, og at jeg om små 3 måneder bliver færdig efter 4 intense år på uddannelsen.

Som en del af min uddannelses afslutning, skal jeg i psykoterapeutisk praktik, og i mandags landede et JA i min indbakke.
Et JA fra et privathospital (der behandler personer med spiseforstyrrelser), og er et sted hvor jeg virkelig ønskede, at komme i praktik. De ville gerne åbne deres døre for mig, og tage mig ind. Jeg blev så rørt, at jeg ikke kunne samle mig resten af dagen… 🙂

Her i løbet af efteråret skal jeg skrive min 4. års opgave, og 28. november skal jeg til den afsluttende eksamen. Jeg slutter 2019 som NLP integreret psykoterapeut.

 

Det er en kæmpe drøm, der snart bliver til virkelighed.

 

Det er derfor ret intenst lige for tiden, og især de kommende måneder, hvor jeg fortsat skal frem og tilbage til Møn, har trænings-terapiklienter, den nye praktik, mine dejlige klienter i Lyngby… og ja alt hvad der ellers rører sig i mit privatliv.

(skulle du være i tvivl og vil i forløb hos mig, så har jeg igen åben for tilgang af nye klienter fra midt september)

De mange bolde har været den primære årsag til, at jeg ikke har fået skrevet hverken nyhedsbreve, blogindlæg eller haft prioriteret Christinas Brevkasse. Ligesom drømmen om at starte min egen podcast op, er blevet rykket til 2020, samt foredrag også først bliver aktuelt i det nye år.

Jeg må ærlige indrømme, at det ikke har været det nemmeste. Jeg har måtte tage den selv samme medicin og de råd, som jeg giver til mange af mine klienter.

 

At skrue ned for tempoet, og være fuld tilstede i det som allerede ER i gang, i stedet for at sætte nye “skibe” i søen.

 

Jeg tror bestemt, at jeg er så meget på helt rette vej, og så selv det føles lidt usikkert og konfust til tider.
Jeg summer meget kan du tro, at jeg glæder mig til, at lande i nogle konkrete beslutninger, og skabe nye forløb; terapiforløb og gruppeforløb i 2020
Ligesom min podcast kommer til at se dagens lys der.

 

If you can dream it – you can do it

 

For over 20 år siden drømte jeg om, at jeg en dag ville arbejde som specialiseret behandler af spiseforstyrrelser.

På det tidspunkt i mit liv, var jeg selv syg med bulimi, og da jeg søgte hjælp for min spiseforstyrrelse mødte jeg kun meget lidt forståelse.
Spiseforstyrrelser vidste man dengang ikke så meget om, set i forhold til, hvor meget fokus der i dag er på sygdommen. Der var MEGET mere tabu, og kun meget lidt hjælp at få.
Jeg følte mig utrolig forkert, da jeg sad i stolen hos min læge, og skamfuldt fortalte, at jeg kastede min mad op. Jeg følte mig som en fiasko. Erkendelsen var smertefuld, og tappede ind i mange hæmmende overbevisninger, der styrede min adfærd på det tidspunkt.

Mødet med en psykologistuderende i en anonym støttegruppe hos CMS (centrum for mennesker med spiseforstyrrelser, i dag LMS) blev et U-turn for mig. Mødet med hende, blev også mødet med et HÅB inden i mig. Når hun kunne komme ud på den anden side, så kunne jeg også…

Drivkraften jeg mærkede på det tidspunkt var enorm, og jeg husker hvordan jeg satte mig ned, og opsatte drømme og mål for mig selv. Hvordan jeg ville søge hjælp og terapi, for at blive rask, og hvad der skulle til for, at jeg kunne komme på videregående uddannelse.

Der var blevet sået et frø

 

NUET

Som jeg sidder her i min have 28. august 2019 – så er det lidt somom, at den unge Christina fra dengang, sidder lige her ved siden af mig og min lille hund Aia. Hun sidder så fint ved siden af, og smiler op til mig. På en måde siger hun til mig, at hun godt ved, at jeg gjorde det bedste jeg kunne.

Hun har tilgivet mig. Jeg har tilgivet mig selv, og ser i dag mig selv som “mor” til de unge dele af mig , som af og til bliver kede af det, og ikke føler sig set eller hørt.

Det har igennem årene krævet mange runder i terapi-stolen, for at nå til den indre tilgivelse, blidhed og dybe medfølelse for mig selv. Jeg øver mig… for det er stadig svært til tider. Når gamle skeletter dukker op, og jeg i stedet for blidhed bliver kold og indelukket – ja så kommer den gamle følelse af ensomhed hurtig tilbage.

At holde mit hjerte åbent, har været mit indre kald i mange år nu. For når jeg lukker mit hjerte, så kommer ensomheden netop snigende. Den ensomme pige jeg i 2012 skrev ud om på de sociale medier, og som mange tusinde delte.
…. Fordi tror jeg, at de kunne møde sig selv i den ensomme pige, som jeg dengang gav taletid..

Som jeg sidder her i haven, med min computer under parasollen, så dukker så mange minder op. Minder, indsigter og erfaringer jeg en dag håber, kan blive samlet i en bog til dig.

Men for nu vil bogen fortsat være en drøm, som jeg med accept har parkeret ude i fremtiden. LIGE NU glædes jeg over, at jeg igen har sat mig til tasterne, og skrevet ud til dig.

Jeg er glad for at være tilbage.
Jeg glæder mig til at dele små som store indsigter med dig.
Jeg glæder mig over, at du vil læse med, og har du lyst, er du velkommen til at dele dine ord med mig.
Jeg glæder mig til, at kunne dele spændende nyheder med dig, når jeg er klar til dette.

Indtil da vil jeg sidde stille i min båd, og læne mig ind i troen på, at alt lander som det skal.

 

Vær god ved dig,
Christina

 

PS.
Vil du også følge med på instagram, hvor jeg deler oplevelser og indsiger med dig, så er du hjertelig velkommen – hop ind herunder og vær med.

Kommentarer


/* ]]> */

Send this to a friend