Hent hinanden hjem - sommerskriv fra en nygift Fru. Bendix - christinabendix

Hent hinanden hjem – sommerskriv fra en nygift Fru. Bendix

Et klart og tydeligt JA

16. juni var en kærlighedsdag, hvor jeg blev gift med min kære Michael. Det var den mest vidunderlige dag, og jeg svæver stadig rundt på en sky fuld af bobler, kærlighed og taknemmelighed.

I går landede vi i Danmark efter vores vidunderlige bryllupsrejse på Skiatos, men ærligt, så er jeg altså ikke landet endnu… Jeg tænker det tager tid og at det godt MÅ tage tid, for alle forberedelserne op til 16.juni, selv bryllupsdagen, dagene derefter og rejsen til Skiatos har hver især bragt så mange fantastiske minder og indtryk der skal fordøjes.

Jeg “er stadig i bryllupsboblen”
– det føles som at være tilstede, og så alligevel ikke helt.

Så jeg giver boblen plads, og samtidig har jeg alligevel haft lyst til at sætte mig her til tasterne og dele lidt med dig i dag.

 

NU FRU. BENDIX

Min første “rigtige hverdag” som Fru Bendix (nejj jeg har ikke skiftet efternavn) har været en blanding af noget administrativt, et par telefonsamtaler, tøjvask, frokost og snacking, hvor jeg har indtaget rigelig mængder rugbrød med makrel/mayo og ostemadder (for hold op hvor jeg ALTID savner rugbrød når jeg rejser).

….OG i dag har jeg åbnet op for mit næste gruppeforløb hold 8 MED en kækkelig sommerrabat.

Jeg glæder mig over, at jeg igen kan byde velkommen til et nyt gruppeforløb for kun 7 kvinder, hvoraf de 2 pladser er blevet booket. >> Gruppen starter op 4. september og vi fortsætter sammen helt til 4. juni 2019

(Læs mere om forløbet via link nederst på siden)

 

En anelse bridezilla

Men tilbage til min bryllupsdag, som var en smuk og fin vielse, som blev efterfulgt af en herlig reception i vores have. Før brylluppet havde vi knoklet for at få både hus og have til at stå “just perfekt” – for både Michael og jeg er lidt af nogle perfektionister.

Jeg havde mine billeder af, hvordan hjemmet, haven og terrassen skulle se ud, og Michael havde sin lange to-do-liste over ting, der bare skulle ordnes og være styr på.

OG JA jeg havde små udbrud som kunne karakteriseres som lettere bridezilla-agtige. Jeg fik snerret af både min mor, hundene og Michael… havde små lettere vejrtrækningsproblemer i ny og næ…og mistede også overblikket fra tid til anden. Sagt på en anden måde, så blev jeg godt og grundig udfordret af mit kontrol-behov – og min tendens til at have overblik over helheden overrumplede også til tider.

Der var ganske enkel mange bolde i luften, og det var ikke alle jeg selv kunne eller skulle gribe (om end jeg gerne ville)

Torsdag aften, 2 dage før brylluppet satte jeg mig lettere frikbilsk på køkkenbordret. Michael kiggede på mig, og sagde:

“C træk vejret, vi har styr på det hele”.

Jeg kunne da mærke min puls, og jeg havde ikke helt jordforbindelse. Jeg prøvede først at lade somom at jeg bare havde totalt styr på både mig selv og alle detaljerne, men måtte overgive mig for mit kropssprog afslørede mig totalt.

Som jeg sad der på køkkenbordret rakte jeg armene ud efter Michael, næsten som et lille barn der rækker ud (uden det skal lyde forkert). Men Michael ved om nogen hvad det betyder, når jeg gør det, og han er ærligt også en af de få mennesker, der helt “eksklusivt” har fået den side af mig at se..

For når jeg sidder med vildt flakkende øjne, og forsøger at trække vejret helt ned i maven, tæt på et mindre “kontrol-slip-anfald” så ved han, at jeg ikke har fat i mig selv, og her kommer han mig til undsætning.
… Igen og igen som han har gjort det nu i 4½ år.

 

Det er helt ok at bede og hjælp

Han hjælper mig, så jeg kan hente mig selv hjem igen.

Jeg låner lidt af hans ro og ofte meget lave puls (for Michael er ret svær at hyle ud af den), og efter nogle få minutter sænker roen sig hos mig. Ofte bliver jeg efterfølgende glad og lettet og udbryder:

“TAK – det var lige hvad jeg havde brug for” – også hopper jeg glad videre i dagens tekst.

Egentlig så simpelt – også alligevel så svært for mange af os.

Nogle gange kan jeg hente mig selv hjem – (heldigvis) – men i spidsbelastningssituationer, ja så må jeg altså indrømme, at det er dejligt, at have en til at hjælpe på vej.

I mange år havde jeg en overbevisning der hed sig, at jeg skulle klare alting selv, og jeg troede dengang, at hvis jeg bad om hjælp, ja så var jeg svag. Jeg havde mange krav til mig selv, blandt andet at jeg følte og tænkte at jeg mistede min værdighed, hvis jeg åbenlyst viste mine “svage sider”.

Det var nok en af de største fejlagtige overbevisninger, der har boet i mig. At række ud er i sin fineste form en måde, at fortælle andre, at vi har brug for dem, ja det er faktisk en slags kærlighedserklæring
– og omvendt at få lov at hjælpe andre, føles SÅ vidunderligt og givende.

Der er intet der kan gøre mig så glad, som at få lov at hjælpe en jeg elsker og holder af, og heldigvis har jeg også lært at bede om hjælp og vise mine egne mere sårbare sider.

 

Modtage og give

At give og modtage skal vist doseres i de rette mængder, så det holder sin balance. Jeg møder utrolig mange kvinder, der har svært ved at åbne op for hjertet, være modtagende, overgivende og slippe “den forbandende” kontrol til tider. Vi vil det hele selv, og bliver omvendt sultne efter “noget i livet”, som vi ikke helt kan definere og få fat om.

At hente hinanden hjem og gribe ud efter hinanden, er i dag min redningsplanke, og det har vist sig, at være lige præcis den healende del, som jeg i mange år længtes så meget efter.

At turde læne mig ind i kærligheden til andre, og modtage deres kærlighed, støtte, hjælp og omsorg.

Når jeg ikke selv kan finde hjem i mig selv, ja så har jeg nogle få mennesker i mit liv, som jeg griber ud efter, og jeg ved de er der, og kan hjælpe mig på rette vej, hvis jeg ikke selv kan finde vejen.

 

Et specielt sted

Jeg tænker igen her på mit kærlige gruppeforløb, og hvor meget jeg dog holder af det helt særlige rum vi sammen får skabt i Lyngby.

“Et specielt sted, hvor jeg kan være bare mig” sagde en af kvinderne for nylig” – en anden har sagt, at “stedet i Lyngby er det sted, hvor jeg møder mig selv igennem de fortællinger de andre deler”.

Jeg vil med disse ord slutte mit lille skriv for denne særlig onsdag, og nyde resten af denne smukke dag – læne mig ind i kærligheden og måske bede Michael om et lille ekstra kram, når han kommer hjem fra arbejdet, fra hans første dag som en gift mand.

 

Jeg skriver snart igen.
Kærligst,
Fru. Bendix

 

(smiler stadig over, at jeg nu er en gift kvinde)

 

Ps.

Du kan læse mere om gruppeforløbet lige HER

Kommentarer


/* ]]> */