Jeg forstår nu hvorfor jeg fik en spiseforstyrrelse

Jeg forstår nu min spiseforstyrrelse

Unge kvinde på 19 år fortæller: “Jeg forstår nu hvorfor jeg fik en spiseforstyrrelse, og jeg har endelig lært at acceptere mig selv”

Kæreste Christina 🌷

Dit kærlige skub til mig, der kom på det helt rigtige tidspunkt, nemlig tidspunktet hvor jeg var klar til at få det. Mit liv de sidste par år giver pludselig mening for mig. Jeg forstår, hvorfor jeg fra start af fik en spiseforstyrrelse, og jeg forstår hvorfor den ene spiseforstyrrelse fortsatte direkte over i den næste. Jeg har samtidig både lært at acceptere og forholde mig til den svære tid, jeg har gået igennem i månederne før min rejse – hvor min forventning var, at tilværelsen på den anden side af gymnasiet ville være guld og grønne skove, men hvor virkeligheden var den stik modsatte.

Jeg haft meget tid til at tænke mig om- samt få indsigt på en måde, som jeg ikke troede, at jeg ville få her. Den indsigt i mig selv, havde jeg aldrig kunnet opnå dette uden det, du har gjort for mig. Det er ikke bare noget jeg tror, men noget jeg er helt sikker på.

Det førte mig til dig, og du førte mig til en åbenbaring omkring alt dette og frem for alt i mig selv.

Jeg ved ikke, hvordan den her rejse havde set ud, hvis jeg ikke var gået igennem de svære måneder først og samtalerne med dig – men jeg er uendeligt glad og taknemmelig for, at det var sådan det kom til at være. Måske er der alligevel en mening med alt?

Du har ikke givet mig nogle svar, men du har stillet mig de rigtige spørgsmål, der har gjort, at jeg selv har fundet frem til dem. Ikke kun svar, men også en personlig værktøjskasse jeg har benyttet flittigt siden.

For eksempel har spisningen rent faktisk været en stor udfordring i Nepal – jeg har tabt mig meget her, desværre ikke på den helt sunde måde, hvilket har trigget nogle gamle vaner og følelser i mig omkring behov for kontrol. Men nu er jeg klogere, og jeg lader det for intet i verden løbe af med mig igen. Jeg ved nu endelig, hvorfor de følelser kommer; jeg er alene og ude et sted hvor jeg ikke har tryghed i andet end mig selv, hvilket min indre kontrolfreak rigtig gerne vil protestere imod – men jeg ved nu lige præcis, hvordan jeg skal håndtere denne kontrolfreak, hvordan jeg i stedet kan tale kærligt til den og bede den sødt om at give slip i mig, fordi jeg ikke behøver den længere og fordi jeg nu endelig er i stand til at tage styringen og finde balancen i mig

 

Du har gjort den forskel for mig, at jeg er blevet vidende frem for uvidende, som vi talte om. I mine egne tanker bruger jeg ofte referencen omkring barnet versus den voksne i mig, kontrolslip versus kontrol og balancegangen derimellem, den balance jeg finder frem til netop nu. Jeg tænker også tit på den om de sultne og gøende hunde, der kun ønsker kærlighed og omsorg – mine følelser, der kun larmer højere og højere, jo mere jeg forsøger at drukne dem i mad eller mangel på samme.

Desuden har du hjulpet mig på vej, til at opfinde mit helt egen reference. Den kommer af mine mange år, hvor jeg har haft heste. Når mine heste slap ud af indhegningen (hvilket skete temmelig ofte med de snu labaner, kan jeg hilse og sige 😅) fik jeg intet ud af, at løbe efter dem for at fange dem. Hver gang jeg tog et skridt imod dem, løb de ti meter væk og vendte røven til. Jeg lærte dengang af bitter erfaring, at hvis jeg satte mig helt stille ned i græsset og bare lod heste være heste og tid være tid, ville de på et tidspunkt komme til mig helt af sig selv. Jeg har så længe jeg har kunnet huske, levet meget i enten fortiden eller fremtiden. Nu lærer jeg stille og roligt at leve lige nu. Stoppe op og bare lade mig være mig. Lade mig være ked af det, hvis jeg er ked af det, ensom hvis jeg er ensom eller glad hvis jeg er glad – kort sagt, kunne omfavne alt det, jeg er, uden at slå mig selv i hovedet over hvordan tingene burde være. Så kommer accepten og glæden af sig selv, præcis som hestene. Og jeg kan bruge min energi på langt mere givende områder.

Det at give slip er for mig et meget stort og vigtigt skridt at tage, og jeg er rent faktisk spiseforstyrrelsen taknemmelig for, at det i sidste ende er dette, der er kommet ud af de erfaringer. Jeg har længe følt, at der lå en masse inden i mig, som jeg manglede at få arbejdet på.  Du kender måske følelsen af dårlig samvittighed over det.

Men nu kan jeg helt ærligt sige, at jeg efter en masse arbejde er klar til at lægge det bag mig, og aldrig lade min spiseforstyrrelse definere mig igen som menneske. Endelig er jeg kommet dertil, og det føles SÅ befriende! Og det smitter på mange områder, den ro.

Med hensyn til min egen kropsopfattelse, kan jeg tydeligt mærke en forandring. Jeg har altid været ekstremt kritisk, men jeg lærer stille og roligt at give slip. Jeg har stadig dårlige dage og tanker, men min krop er blevet langt mere blot et hylster for mig, der giver mig fantastiske muligheder for at være mig, tage rundt og leve et liv fyldt med eventyr og oplevelser. Min krop er ikke mig. Og de mærker, jeg har – strækmærker fra at vokse, ar på min krop, appelsinhud – er jeg blevet stolt af. De bevidner om de ting jeg har været igennem. På samme måde har jeg lært at se på andre mennesker, hvilket gik op for mig, da jeg her den anden dag så en ældre nepalesisk kvinde med en masse rynker og furer i ansigtet. I stedet for at tænke, at “hun så da lidt ‘slidt’ ud”, tænkte jeg på, hvor mange historier der ligger i de furer, og hvor smukt det er!

Jeg oplever pludselig en ro inden i mig, som har ført til nogle helt konkrete og håndgribelige ting – såsom evnen til rent faktisk at kunne NYDE mad og opleve RIGTIG mæthed igen. Jeg kan GLÆDE mig igen og jeg er blevet så NYSGERRIG på verden, præcis som jeg altid var som mindre. Endda er jeg inden for den sidste måned blevet bekræftet i, at jeg vil læse sociologi når jeg kommer hjem. Jeg kan ikke forklare hvorfor en sådan beslutning kommer lige pludselig som lyn fra en klar himmel – det føles bare helt rigtigt i maven. Derfor glæder jeg mig også super meget til den tid og det liv, der venter mig, når jeg er hjemme igen. Det ved jeg er vigtigt, så ikke jeg ender med samme øv-følelse efter min rejse, som jeg havde efter efterskolen.

Så tusind, tusind tak, sødeste Christina. Tak er ikke et tilstrækkeligt ord, for det jeg føler, at du har gjort for mig som menneske. Jeg har ikke før i mit liv mødt en person, der har kunnet forstå mig og mine tanker, som du har været i stand til. Det viste sig, at være den helt rigtige måde at ‘gå til mig’ på, for jeg ved, at jeg kan være svær for de fleste mennesker at nå igennem til. Men det kunne du. Derfor vil jeg med hundrede procent sikkerhed også søge til dig i fremtiden, hvis jeg på et tidspunkt igen føler, at jeg har brug for netop denne kærlige og tålmodige vejviser, som du har været for mig.

Kæmpe knus, rigtig rigtig glædelig jul og mange tanker fra mig ❤️❤️


 

LÆS MERE HER

Du kan læse min egen historie med en spiseforstyrrelse lige herunder.

Livet med bulimi – bulimien var min krykke – læs mere HER

underskriftcb

Kommentarer


/* ]]> */